MIN SMERTE – MIN ENSOMHED – MIT LIV

Du er der 

hele tiden

en konstant påmindelse.

Du kræver, at jeg lytter

hele tiden

murrende

knugene 

bidende. 

Du holder mig for nar

griner hånligt af mig

og minder mig om, at jeg er ensom 

med dig.

Jeg ved godt, at du har sat dig fast fordi du ikke blev hørt før. 

Jeg lytter nu

imødekommer dine krav

giver dig kærlig omsorg.

Alligevel er du vedholdende 

en konstant påmindelse.

Jeg er den eneste der kan høre dig 

hele tiden.

Jeg har lagt dig ved mine fødder

du er med mig

hele tiden.

Jeg har lært at leve med dig.

Har jeg andet valg?

Jeg øver mig stadig.

Når jeg lytter til dig bliver jeg ked af det

jeg får en klump i halsen

en knude i maven

græder måske

føler ensomheden

ensomhed over, at jeg, og kun jeg, kan høre dig

det er ensomt

tungt.

Jeg opdager, at min krop kun trækker vejret i brystet

tager en dyb indånding 

helt ned i maven

og puster ensomheden ud

af munden 

på en udånding

Ha! 

Der fik jeg dig

Jeg lever!

Alligevel

trods alt mit lytteri

piveri

tjekken ind 

og ud

så er du der

hele tiden.

Hvis jeg lever for meget

glemmer dig et lyksaligt øjeblik 

så låser du

jagende 

brændende

stikkende

indimellem også glemmende

vrøvlende

endnu mere murrende

knugende

bidende 

så meget

at jeg må isolere mig helt

for en stund.

Du gør mig endnu mere ensom

med en altoverdøvende smerte

så jeg tilsidst ikke kan mærke ensomheden.

Og så

når du er færdig med at råbe mig op

så mærker jeg taknemmelighed.

Ja! 

Tak-nem-me-lig-hed.

Tak-nem-me-lig

nem-lig.

Ja!

Ha! 

Hvem holdes nu for nar?

Selv om du er der

hele tiden

kræver, at jeg lytter

murrende

knugene 

bidende 

Og selv om jeg er ensom

med dig

så lever jeg

mere end før.

Du tvinger mig til at mærke

alt!

Nok lever jeg med dig

hele tiden. 

Det er ensomt.

Men det er lige præcis derfor  

jeg sanser mere intenst

handler mere

gør mere

vil mere

og 

værdsætter mere

nyder mere

begejstres mere

griner mere

kysser mere

elsker mere

giver mere

smiler mere.

Jeg ser dagens lys 

bedre end før

Mærker det 

bedre end før

på min hud

i mit indre

i min vejrtrækning.

Jeg nyder dagens lys 

mere end før.

Jeg værdsætter det.

Jeg er taknemmelig

nemlig.

Min smerte.

Min ensomhed.

Mit liv.

Jeg lever.

Tak!

Vil du gøre mig en tjeneste?

Del dine tanker om smerter og ensomhed i kommentarfeltet umiddelbart herunder?. 

Måske kan du nikke genkendende til noget af det jeg har skrevet?

Måske har du det helt anderledes?

Måske har du fået lidt bedre forståelse for hvordan det er, (i hvert fald for mig), at leve med smerter. 

Intet kommentarfelt? Klik på blogindlæggets titel og vend tilbage hertil igen - så burde du kunne se det med det samme.

 

2 kommentarer til “MIN SMERTE – MIN ENSOMHED – MIT LIV”

  1. Allerkæreste Ditte ♥️
    Med et vandfald af salte tårerne mine øjne har jeg læst dit aldeles smukke, rammende, hjerteskærende men også kærlige, positive, håbefulde digt ♥️
    Dine ord ryger lige der ind i hjertekulen, hvor mine egne følelser og oplevelser med smerte ligger, en smerte, der ikke som din er forbundet med noget fysisk, men en smerte, der var udspundet af et tab så voldsomt og smertefuldt, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet sig kunne ramme mig. Mange, mange lighedspunkter og oplevelser er der i de “ to smerter”.
    Men års arbejde ned mig selv, smerten og med den en ny indgang til og tackling af livet og de muligheder og udfordringer, der lå i det.
    Kampen har været og er undertiden stadig svær, smerten er derfor til at bære, dog nu arkiveret sammen med de dejlige og kærlige oplevelser, der også var omkring smertens kerne.
    I dag lever jeg også med fysiske smerter i et knæ og en fod, vedvarende og angiveligt ‘uhelbredelige’ – men den styrke, jeg fandt gennem mit psykiske smertehelvede, har gjort mig stærk – så jeg må, skal og vil klare den også !
    Dit digt, du og dit dejlige væsen giver mig ekstra styrke.
    TAK – for det og tak for det og tak for dig ❤️

    1. Kære Kirsten
      Ja, smerten har mange ansigter – også ensomheden.
      Det er rigtig dejligt, at du har taget dig tiden til at skrive, men jeg er ked af at høre, at smerterne i dit knæ og din fod ikke bliver bedre.
      Nu kender jeg jo lidt af din historie og du kender lidt til min. Hvis andre læser med, kan jeg kort fortælle, at jeg har døjet med angst i mine teenageår og tidligt i tyverne på grund af omsorgssvigt i barndommen. Det er ikke mange der rejser sig så helskindet fra det jeg har været igennem. Også du, Kirsten har været på en meget psykisk belastende rejse – på en helt anden måde end jeg. Min oplevelse er, at jeg har kunnet trække på dele af de overlevelsesmekanismer jeg brugte til at komme af med min angst, andre overlevelsesmekanismer har faktisk modarbejdet min accept af, at jeg faktisk har kroniske smerter. Jeg har simpelthen ikke lyttet til mine smerter. Jeg har forsøgt at ignorere dem og jeg har kæmpet mod dem, idet jeg har oplevet stærkere smerter og har overlevet. Jeg ville simpelthen ikke acceptere at DET HER skulle få mig ned med nakken. Til trods for min viden om kroniske smerter, placeboeffekter, hjernens hukommelses- og følelsessystemer og jeg skal give dig – så har jeg ikke formået at lytte til min krops signaler. Derfor har JEG stor glæde af mindfulness idag. Jeg ville ønske, at jeg havde stiftet bekendtskab med det tidligere i mit liv – men måske var jeg så knækket psykisk dengang – hvis jeg skulle mærke hele baduljen. Det er ikke til at vide. SOm en klog mand sagde engang: “Livet skal leves forlæns og forstås baglæns”.
      Der har du måske en fordel i forhold til dine smerter, idet du allerede har stor erfaring med mindfulness. Jeg håber så bare, at din fightervilje bliver brugt på at give dig den ro til at samarbejde med smerterne i stedet for kæmpe mod dem. Det er jo ikke alle der har glæde af mindfulness, men tør godt skrive som jeg gør, idet vi kender lidt til hinanden i forvejen.
      Tusind tak for dine ord <3 Det betyder meget!

Lukket for kommentarer.